En virksomhed, der driver hotel og feriecenter, fik i januar 2020 et kommunalt krav om at foretage en analyse af vandet i ejendommens drikkevandsbrønd. Der blev krævet en A-prøve og en prøve benævnt ”boringskontrol”, som indeholder analyser for en lang række pesticider og nedbrydningsprodukter.

Analysen viste, at vandet overholdt alle krav, men kommunen krævede derefter yderligere analyse for enkelte andre parametre, som efterfølgende ligeledes overholdt alle kravværdier.

Kommunen meddelte herefter, at ejendommens indvindingstilladelse var udløbet, og at ejendommens brønd, der er 6 meter dyb, ikke var tilstrækkelig beskyttet. Brønden ligger i skel til en mark med traditionel landbrugsdrift.

Kommunen ville kun give en midlertidig indvindingstilladelse og krævede en beskyttelseszone rundt om brønden og således også ind over naboens areal. Kommunen forlangte, at ejeren selv traf aftale med naboen, hvilket ikke var muligt på grund af personlige forhold.

Ved henvendelse til en advokat med speciale i miljøsager fik ejeren en skrivelse, der påviser, at i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 24 er det kommunen som myndighed, der skal give påbud til naboen om at etablere en beskyttelseszone ved brønden.

Ved fremsendelse af denne skrivelse gav Kommunen et påbud om beskyttelseszone på 10 meter i radius.

Det er herefter kommunen, der har retten og pligten til at påtale, hvis påbuddet ikke bliver overholdt.

 Kommunen mente fortsat ikke, at brønden var tilstrækkeligt beskyttet – der kunne være forurening på vej ned – og ”luftede” tanken om nedlæggelse og sløjfning. Man gav dog herefter indvindingstilladelse i 10 år.

Der blev indgivet klage til Natur- og Fødevareklagenævnet, der den 29. juni 2023 underkendte kommunen og gav indvindingstilladelse i 30 år frem til den 16. februar 2052.

Af Vandforsyningslovens § 22 stk. 1. fremgår, at indvindingstilladelse gives for højst 30 år, og det er her værd at bemærke, at klagenævnet citerer fra ”Forarbejderne” til denne bestemmelse.

Ejeren – foreningens medlem – føler at have været udsat for betydelige ”benspænd” af sagsbehandleren.