Et støttemedlem bad om Råd til forståelse af en deklaration i forhold til dansk lov

I 1968 blev der etableret et nyt sommerhusområde på Djursland, og der opstod et behov for etablering af et alment vandværk.

I forbindelse med aftaler om placering af boring og vandværksbygning samt rørføringer blev der indgået aftale om, at vort medlem skulle have leveret vand på ejendommen samt på nogle udstykkede parceller uden betaling.

Der blev udfærdiget deklaration uopsigelig og uden udløbsdato. Deklarationen blev efterfølgende tinglyst.

Det almene vandværk var oprindelig privatejet, men blev i 2015 overtaget som forbrugerejet med en bestyrelse.

Vort medlem modtog en skrivelse dateret den 26.04.2023 fra vandværkets konstituerede formand hvori skrives, at man har rådgivet sig med Danske Vandværkers jurister, og formanden henviser i skrivelsen til, at en sådan aftale (den tinglyste deklaration) kun er gyldig, hvis den ikke strider mod Danske Lov 5-1-2.

Der henvises endvidere til Vandforsyningslovens § 52a om almene vandværkers forhold.

Skrivelsen slutter med følgende tekst:

”Xxxxxx Xxxx Vandværk betragter derfor den pågældende tinglysning som værende i strid med Vandforsyningsloven og vil derfor fremadrettet opkræve betaling for forbrugt vand på de omfattede ejendomme”.

 Vi var efter ønske behjælpelig med teksten til en svarskrivelse til vandværkets formand som anført herunder.

 

Til

Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxxx

Formand (konst.)

Xxxxxx Xxxxx Vandværk

 

Rettighed til betalingsfri levering af vand på mine ejendomme jf. tinglysningsteksten.

 Ref.:  Skrivelse af 26. april 2023 fra ”Xxxxxx Xxxxx Vandværk” v/ konstitueret formand.

 Der henvises i skrivelsen til, at en tinglysning ikke må være i strid med danske love.

Nærværende tinglysning er retsligt behandlet og er derfor sikret mod at være i strid med anden lovgivning.

 Formandens henvisning til ”Danske Lov” og ”Vandforsyningsloven” er derfor på ingen måde relevant.

 Jeg skal henlede opmærksomhed på, at nuværende ejeres repræsentanter ved overtagelse af vandværket har været fuldt vidende om nærværende tinglysning, idet jeg deltog i den relevante generalforsamling, hvor jeg gjorde forsamlingen opmærksom på mine tinglyste rettigheder.

 Jeg skal afslutningsvis gøre klart, at jeg på enhver måde fastholder mine tinglyste rettigheder.

 Venlig hilsen

 XXXX

 

Der har ikke efterfølgende været henvendelser fra det pågældende vandværks bestyrelse.