Laboratorium erkender kundens ret og overgiver sig

Et af de største laboratorier overgiver sig og erkender kundens ret til prøvetagning fra ikke-flamberet hane.

I marts 2014 fik et medlem af foreningen besøg af en prøvetager fra det laboratorium, som ved kommunens mellemkomst tilbød at tage en forenklet kontrol til 477 kr.

Den pågældende bad prøvetageren tage prøven direkte fra den urørte vandstråle og undgå flambering, men det måtte prøvetageren ikke, påstod hun.

I stedet blev det sådan, at hun først tog en prøve uden flambering. Bagefter tog hun prøven, som hun plejede efter deres akkrediteringsbestemmelser.

Den pågældende rekvirent havde netop nået at få prøven taget, inden han skulle på en tre ugers ferie, og regningen på de 477 kr. nåede han også at betale dagen før, han rejste.

Vel hjemme igen efter tre uger lå der en regning på den først udtagne prøve til fuld pris og rykkergebyr. Regningen for den ”ekstra” prøve var blevet ekspederet et par dage senere end den ”ordinære”. Det skal nævnes, at begge prøver overholdt alle kravværdier for bakteriologi, om end den prøve, der var taget uden flambering, indeholdt færre kimtal, nemlig 17 mod 20 i den ordinære.

 

Den pågældende ringede til laboratoriet for at klage over, at han ikke var blevet gjort bekendt med, at der skulle betales for begge prøver, og i øvrigt var han utilfreds med, at anvisningen fra Dansk Brøndejerforening om prøvetagning uden flambering ikke blev accepteret af prøvetageren.

Laboratoriet tilbød at halvere prisen for den ”ekstra” prøve og droppe rykkergebyr, men det var ikke så meget prisen for prøven, der betød noget. Derimod var det magtpåliggende for vort medlem at finde ud af, om prøvetageren havde ret i, at hanen skulle flamberes.

Ved henvendelse til os (Dansk Brøndejerforening) fik den pågældende tilsendt et notat fra en ledende assessor i DANAK (Det danske akkrediteringsorgan), hvori det klart fremgår, at man kan fravige fra laboratoriets akkrediterede procedure og bl.a. få foretaget en prøvetagning fra en hane, der ikke er desinficeret/flamberet. Prøvetageren skal blot gøre en bemærkning om det på prøvetagningsrapporten.

Med denne dokumentation ringede vort medlem til DANAK og fik bekræftet, at sådan var det, men før han klagede til DANAK over laboratoriet, skulle han først  klage til laboratoriet.

Det blev dog aldrig aktuelt, for efter telefonsamtaler med laboratoriet, som alle foregik i en venlig tone, hvor han fortalte om notatet og DANAK, der havde givet sit fulde bifald til indholdet, lovede laboratoriet at sende en kreditnota på hele beløbet for den ”ekstra” prøve, hvis han ville lade være med at klage til DANAK.

Men ikke mindst – laboratoriet beklagede fejlen, og prøvetagerne var allerede blevet informeret om, at de skulle acceptere en kundes ønske om denne afvigelse fra standarden.

Vort medlem har her ved sin vedholdenhed fået et akkrediteret laboratorium til at indrømme, at akkrediteringsbestemmelserne kan fraviges.

TAK FOR DET !
Dette er noget Dansk Brøndejerforening har kæmpet for ved møder i Naturstyrelsen, og vi mangler i høj grad også et andet forhold fra disse møder, nemlig at laboratorierne instruerer deres prøvetagere om den nye regel i Naturstyrelsens Vejledning, der fraråder udtagelse af vandprøver fra blandingsbatterier på grund af risiko for tilblanding af vand fra varmtvandssiden.