Sagen om 200 køer, der ikke ville drikke vandværksvand – afsluttet

Kvæglandbrug med 200 malkekøer + opdræt – afsluttet i Retten

Vi skrev senest om sagen i ”Nyhedsbrev Juli 2015”, hvor et berammet retsmøde til den 15. december 2014 var aflyst. Familien har nu i mellemtiden mistet deres gård på grund af økonomien.

Politiet/anklagemyndigheden berammede alligevel et nyt retsmøde til den 22. juni 2016 ved Retten i Herning, hvor man i anklageskriftet krævede straf for ikke at have fulgt kommunens krav om tilbagekobling til vandværket. Der blev i anklageskriftet endvidere krævet konfiskation af et udregnet beløb på 156.333 kr., som blev påstået var sparet ved ikke at købe vand fra vandværket.

Ejerne havde ikke fulgt kommunens påbud efter råd fra deres faglige rådgivere (dyrlæge og kvægkonsulent), som flere gange havde udtalt, at såfremt gården blev koblet tilbage til vandværksvand, kunne de lige så godt afvikle besætningen.

Vi havde som rådgivere fra foreningen opfordret til, at ejerne (også overfor deres forsvarer) som begrundelse for ikke at have fulgt kommunens påbud henholdt sig til ”Nødretsbestemmelsen” i Straffelovens § 14:
”En handling, som ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning”

Indholdet af denne lovbestemmelse om afværgelse af truende skade på gods er her anvendelig på gårdens økonomi i forhold til dyrenes sundhed og velfærd, og den anden del om skade på person er ligeledes anvendelig i forhold til de to familier, hvor det unge par havde to mindreårige børn.

Kommunens påbud om tilbagekobling til vandværksvand indeholdt nemlig også, at de to beboelser skulle drikke af det vand, som køerne ikke ville drikke fra den 2 km lange ledning.

Til retsmødet den 22. juni 2016 var indkaldt vidner, herunder gårdens faste dyrlæge, kvægkonsulent og økonomikonsulent, og der var forudset et daglangt retsmøde, men mødet blev afviklet på 15 minutter, idet forsvarer, anklager og dommer på forhånd havde aftalt, at ejeren skulle acceptere en bøde på 10.000 kr. mod at alle sagsomkostninger ville blive afholdt af det offentlige, herunder også forsvarerens honorar og arbejde med forberedelser af sagen.

Det må betragtes som bekvemt opfundet til lejligheden og var i høj grad egnet til at få familien til at acceptere at betale en bøde på 10.000 kr.

Inden vi forlod Retten tillod vi os en henvendelse til forsvareren, som vi i øvrigt havde overladt en stor del af vort skriftlige materiale gennem sagens 6-årige forløb, for at konfrontere ham med hans vægring imod at bruge ”Nødretsbestemmelsen” i sit forsvar. Han henviste til, at der ikke foreligger nogen domspraksis i tilsvarende sager.

Vi replicerede, at det vel ikke kunne være ensbetydende med, at en sådan lovbestemmelse ikke skulle kunne prøves i en sag som denne. Og vi mener, lovbestemmelsen ville kunne have frikendt ejeren.

Efter at have fulgt forløbet af denne sag siden sommeren 2010, hvor familien nu har mistet hele sin medbragte kapital fra Holland på flere millioner, og nu har mistet alt ved en konkurs, og efter at have overværet afslutningen i Retten i Herning, har der været grund til refleksion og eftertanke.

Familien har fået en meget kritisabel behandling af kommunens sagsbehandler, som undervejs udviste en adfærd, der medførte indgivelse af en ”Adfærdsklage” og en politianmeldelse for forsøg på embedsmisbrug, som alt imidlertid med meget tynde begrundelser blev afvist af myndighederne.

Da familien var hårdest ramt på økonomien var de personlige ressourcer til fortsat at kæmpe for en retfærdig behandling heller ikke tilstede, men kommunen fastholdt politianmeldelsen efter flere udsættelser, og anklagemyndigheden fremsendte et anklageskrift med det ovenfor nævnte konfiskationsbeløb på 156.333 kr.

Kommunen opnåede at få legaliseret sit påbud, og anklagemyndigheden fik en tilståelsessag. Familien kunne alligevel ikke betale de 156.333 kr., og det kunne vel også forudses, at familien heller ikke ville kunne betale deres forsvarers honorar !

Var anklageren klar over, at sagen kunne tabes, hvis de tre yderst troværdige faglige rådgivere fik lejlighed til at afgive vidneforklaring ?