Problematisk myndighedsforvaltning ved krav om A og B prøver
En familie med to plejebørn bosat i en kommune på Sjælland fik i januar 2021 krav om, at vandet fra ejendommens drikkevandsboring fremover skulle analyseres efter et overvågningsprogram med såkaldte omkostningstunge A – og B prøver. Kommunens sagsbehandler skriver, Citat:
”Drikkevandsbekendtgørelsen fastsætter kvalitetskravene til det vand, som vandforsyningsanlæg leverer til anden kommerciel eller offentlig aktivitet, herunder plejefamilier”.
Familien gjorde indsigelse mod kommunens krav, hvorefter kommunen den 24. august 2021 fortsat stillede kravet – nu ved udstedelse af påbud. Familien, der er medlem af vor forening, besluttede at meddele kommunen, at de ikke ville efterkomme kommunens påbud.
Kommunen anmeldte efterfølgende familien til Politiet, der rejste sigtelse for manglende overholdelse af det kommunale påbud. Ved skrivelse af 12. september 2023 (efter 2 år) meddelte Politiets juridiske afdeling, at man nu var færdig med at efterforske sagen og havde juridisk vurderet, citat:
”Vi er nået frem til, at det ikke kan bevises ved en domstol, at du har overtrådt påbuddet. Det betyder, at der ikke bliver rejst nogen straffesag mod dig”.
Der skrives endvidere i afgørelsen, citat:
”Når anklagemyndigheden har besluttet ikke at rejse straffesag mod dig, er det fordi, vi ud fra de samlede omstændigheder i sagen ikke mener, at det ved en domstol vil kunne bevises, at du har overtrådt påbuddet, idet vi ikke finder, at påbuddet er gyldigt”.
Det fremgår videre, at Statsadvokaten inden for et tidsrum af 2 måneder kan omgøre politiets afgørelse og beslutte, at straffesagen skal fortsætte, for eksempel på baggrund af en klage.
Kommunen har ikke klaget, og Statsadvokaten har ikke omgjort politiets afgørelse, som dermed er endelig. Kommunens sagsbehandler citerer, at Drikkevandsbekendtgørelsens krav også gælder plejefamilier. Det er ikke korrekt, plejefamilier er ikke nævnt i lovbekendtgørelsen.
Sagsbehandleren henholder sig også til kommerciel aktivitet. Her er plejefamilier ligeledes ikke nævnt i rækken af eksempler i § 1 stk. 4. Citat af lovbekendtgørelsen:
”Ved anden kommerciel eller offentlig aktivitet forstås i den bekendtgørelse: Institutioner, restauranter, hospitaler, hoteller, forlystelsesetablissementer m.v.”.
Der er bestemt grund til at være opmærksom på både kommunale og centrale myndigheders forvaltning af love og bekendtgørelser.
Administrations- og forvaltningspersonale har tolket videre i m.v. og har blandt flere tilføjet plejefamilier og udlejningsejendomme og har derved ganske overfortolket loven.
Det blev synliggjort umiddelbart efter Drikkevandsbekendtgørelsens ikrafttræden den 27. oktober 2017 ved Miljøstyrelsens udsending af en vejledning til kommunerne.
Det er administrative ansatte i Styrelsen, Kommunen og til en vis grad Klagenævn, der ”udlægger” lovens tekst til brug overfor borgerne. Er det den rette forståelse af en lov?!
Den fulde forståelse og gyldighedsområde af en lovs relativ korte tekst får man først ved retslig behandling og afgørelse i Byret og Landsret, hvor der også vurderes ud fra forarbejderne til loven.
Med baggrund i ovenstående kan det være nyttigt at søge en klage behandlet af udvalget ”Den læge sammensætning”, der består blandt flere af fire udpegede tidligere folketingspolitikere. Sammen med sagen om plejefamilien er nedenstående sag eksempel på sådanne overfortolkninger.
”Det læge udvalgs” afgørelse i sag om udlejning af hestebokse er omtalt i nyhedsbrev ”Februar 2021” og på foreningens hjemmeside under ”Principielle sager”. Kommunens sagsbehandler havde ud over kravene i Drikkevandsbekendtgørelsen henvist til kommerciel drift.
Her fandt udvalget, at kommunens krav om A og B prøver var uden hjemmel – også i forhold til kommerciel drift. I lighed med de kommunale krav om A og B prøver ved plejefamilier har kommuner i overordentligt stort omfang stillet tilsvarende krav ved udlejningsejendomme. (huse på landet/stuehuse ved landejendomme), og ligeledes i overordentligt stort omfang har Miljø og Fødevareklagenævnet givet kommunerne medhold.
Ved en klagenævnsafgørelse, der går borgeren imod, kan der rejses en civil retssag inden for et tidsrum af 6 måneder. Det vil kræve advokatbistand og kan forventes at medføre store udgiftsbeløb. Bestyrelsen har derfor ikke villet anbefale foreningens medlemmer at anlægge sag.
Vi valgte i stedet på baggrund af de to ovennævnte afgørelser at søge medlemmer, der havde fået kommunale krav om overvågningsprogram med A og B analyser, som kunne være villige til at lade sig politianmelde. Det ville højst kunne koste en bøde på 5.000 kr. (to advokattimer) + tvangsbøder, der ikke indkræves, hvis man efterfølgende retter sig efter Rettens kendelse eller får ret.
Det er lykkedes at finde medlemmer i to nordjyske kommuner, som ville stille sig til rådighed, og de meddelte deres respektive kommuner, at de ikke ville følge kommunens påbud og ville lade sig politianmelde.
TV Nord tog sagen op og har efter flere interviews til dato bragt forholdet op til debat i flere udsendelser.