I forbindelse med udtag af prøve til ”Forenklet kontrol” havde en brøndejer fulgt kommunens opfordring til også at lade analysere for pesticider. Prøven viste: Atrazin 0,24 ug/l og BAM 0,14 ug/l. (Grænseværdi 0,10). Reaktionen fra kommunen kom omgående med krav om nye prøver og opfordring til at koble på vandværkets ledning, der passerede lige forbi ejendommen.
Kommunen forespurgte embedslægen, der udtalte, ”at hans erfaring siger, at selv om der udtages ny prøve om 2 år er sandsynligheden for at niveauet har ændret sig meget lille”.
Brøndejeren, der selv har en lægefaglig uddannelse, anså det lave fund for at være uden sundhedsmæssig betydning.
Foreningen støttede brøndejeren med skrivelser til kommunens politikere, som imidlertid sendte sagen til Miljøstyrelsen, der udtalte (citat):
”Det fremgår af den sundhedsmæssige vurdering, at overskridelser af grænseværdien for BAM og triaziner der er fundet i Deres vandforsyning, ikke vurderes at udgøre en umiddelbar fare for sundheden. På den baggrund vurderer Miljøstyrelsen, at der eksisterer et nyt grundlag for xxxxx Kommune for, i samråd med embedslægen, at vurdere mulighederne for at dispensere for de konstaterede overskridelser af grænseværdien”.
Ny analyse efter 2 år viste: Atrazin 0,21 ug/l og BAM 0,12 ug/l.
Ny analyse efter 3 år viste: Atrazin 0,19 ug/l og BAM 0,09 ug/l (BAM nu under grænseværdien).
Kommunen meddelte derefter, at der nu først skulle udtages nye prøver om 5 år.
Embedslægens mening og erfaring om sandsynligheden for et fald holdt ikke.